Af Charlotte Drue, byrådsmedlem og medlem af Børn, familier og forebyggelse (LA) samt byrådsmedlem og borgmesterkandidat Michael Bomholt Tøgersen (LA)
At være lokalpolitiker handler ikke kun om at klippe røde snore over, men også at skulle træffe svære beslutninger. At lukke børnehuse er en svær og stor beslutning. Derfor skal det gøres ordentligt. Det har været en uskøn proces, og der har været rigtig mange spørgsmål, som forældrene i de berørte børnehuse Tumlebo, Fjordtoppen og Møllevej ikke har kunnet få svar på.
Vi er i Liberal Alliance (LA) fuldstændig enige med Therese Hejnfelt (C). Vi bør sætte et helt andet fokus på børneområdet. Det virker forhastet og uordentligt at lukke de 3 børnehuse ud fra et finurligt pointsystem, som vi har svært ved at gennemskue, med et talmateriale, som ikke var opdateret, men mangelfuldt. Vi bad derfor om et evalueringsmøde. Et møde som blev afholdt den 10. juni. Med på mødet havde Charlotte Drue 42 spørgsmål og en undren omkring processen. Uanset hvilke børnehuse vi kommer til at pege på, vil der være vrede forældre. Det er desværre en pålagt opgave i forbindelse med budgetforhandlingerne, men der har manglet mange ting undervejs.
Det gælder:
Overblik over hvordan lukningen påvirker kapaciteten i de øvrige børnehuse? Hvordan vi som kommune sikrer, at vi kan optage de børn, der har behov for en vuggestueplads fra 1. maj 2025 til og med 1. maj 2027, og hvad koster det? Hvordan konverterer vi børnehavepladser til vuggestuepladser, da der er nogle helt andre krav? Hvordan sikrer vi, at der ikke er en overbelægning, og vi dermed kommer til at udfordre den hverdag, som vores dygtige medarbejdere skal arbejde i og under? Hvorfor vejer hensynet til bygningerne højere end hensynet til børnene? Hvor langt kan vi kræve at forældrene kører for at skulle aflevere deres børn? Belægningsgrad, pædagogisk kvalitet, arbejdsmiljø, sygefravær osv. Hvorfor tager vi ikke hensyn til dette? Kan vi både være en by- og en landkommune, når man tænker på, at vi har en offensiv bosætningsstrategi, og vi samtidig også har pendlere? Hvorfor tager vi ikke hensyn til, at de 3 børnehuse vi ”lukker” har ventelister og er populære i lokalområdet, både hos medarbejderne, men især hos forældrene?
… og ja, vi valgte at udskyde beslutningen, fordi vi var flere på mødet, som nævnte, at vi manglede oplysninger og samtidig ikke mente, at vi havde fået alle aspekter med i overvejelserne omkring, hvordan vil skulle reducere antallet af vuggestue- og børnehavepladser.
I LA mener vi, at det ikke er de rigtige kriterier, vi vælger at lukke børnehuse ud fra. Vi mangler en helhedsplan for vores børnehuse. Vi mangler et samlet Byråd, som har en vision på området. Vi mangler inddragelse af ledelse, medarbejdere og forældre. Sammen kunne vi have skabt en helt anden proces. Ville den have taget længere tid? Ikke nødvendigvis, men den ville have været gennemsigtig, inddragende og kunne være basis for en fælles vision på børneområdet for hele vores kommune.
På den korte bane sparer vi måske penge, men på den lange bane kan vores beslutning have langsigtede konsekvenser. Dårlig trivsel for vores ledere, medarbejdere og børn. Stigende udgifter og manglende arbejdskraft. Dannelsen af vores børn starter den dag, de bliver født, og i den proces er vi som kommune en vigtig aktør og medspiller.
LA er fuldstændig enige i, at vi skal reagere på de 850 tommer pladser i vores børnehuse. Alt andet er uforsvarligt, men vi er ikke enige i processen.