Af Chelle Lilly Albøge og Michael Tøgersen, hhv. byråds-/folketingskandidat og borgmesterkandidat for Liberal Alliance
I et læserbrev i SN klandrer Venstres Hans Andersen og Tom Lysgaard Liberal Alliance for at holde fast i en forældet lukkelov.
Vi bliver nødt til at reagere, når det er decideret usandt. Virkeligheden er, at Liberal Alliance ønsker at ophæve lukkeloven, mens Venstre og Socialdemokratiet fortsat vil bestemme, hvem, hvornår og hvordan forretningerne skal have åbent.
Med ophævelse af lukkeloven ville eksempelvis SuperBrugsen i Jægerspris med underafdelingerne i Kulhuse, Dalby og Skuldelev fuldstændig selv kunne bestemme, hvornår de vil have åbent, og det vil være de samme regler for alle butikker i Frederikssund Kommune. Den lille justering af lukkeloven, som V og S har arbejdet for, vil ikke tillade de samme regler for supermarkederne i Frederikssund, som fortsat skal søge byråd og erhvervsministeriet om tilladelse omkring alle helligdage, hvor der er rigtig mange sommerhusgæster og turister i vores område, som vil handle ind for at grille og hygge.
Dette rigide ansøgningssystem og nu med forskelsbehandling ønsker V og S og flere at fortsætte, så der skal sidde ansatte i den offentlige administration til at håndhæve, ajourføre og udstede tilladelser, mens man med et pennestrøg kunne spare alle disse ligegyldige rutiner og overføre de gode ansatte til meningsfyldte arbejdspladser på eksempelvis vores plejehjem.
Venstre er med regeringsdannelsen langsomt blevet en del af Socialdemokratiets politik, hvor man ønsker at kontrollere og regulere alt og alle i Danmark. Denne regering har fortsat regeltyranniet med øget bureaukrati, hvor antallet af offentlige ansatte i administrationen har fortsat sin himmelflugt. Nu nærmer vi os et valg, og så skal vi høre på, at de samme vil frisætte og afbureaukratisere, men det er ganske enkelt utroværdigt, når man har gjort det stik modsatte, mens man har haft magten og muligheden.
Der skal eksempelvis også ansættes en masse i administrationen i forbindelse med regeringens ønske om at ændre PET-loven, som vil give staten hidtil usete beføjelser til at indsamle, overvåge og analysere data om alle danskeres personlige oplysninger og digitale færden samt udvikle IT-systemer (kunstig intelligens) til formålet, som muliggør systematisk overvågning af borgere uden mistanke om kriminel handling.
Danmark er under denne regering ved at udvikle sig til et stort offentligt bureaukratisk system, som vi ikke er sikre på, at borgerne reelt ønsker.
Der mangler så mange kvalificerede medarbejdere i Frederikssund Kommune i det private erhvervsliv og ude i de borgernære jobs tæt på de ældre, vores børn og på skolerne mm. men regeringen fortsætter med at ansætte i den offentlige administration. Det tenderer landsskadelig virksomhed.
Der mangler ikke penge, men sund fornuft, og vi skylder vores borgere og land at starte en ny retning.



