Af Charlotte Drue, byrådsmedlem og Chelle Lilly Albøge, KV- og folketings kandidat – Liberal Alliance Frederikssund.


Familiepolitisk konference.

Den 30. april blev der afholdt Familiepolitisk Konference på Christiansborg – et arrangement, vi i Liberal Alliance Frederikssund havde set særligt frem til. Årets tema lød: Kan familiepolitik være en del af løsningen på velfærdsstatens udfordringer?

For os – både lokalt og nationalt – er familiepolitik en hjertesag.

Konferencen bød på en række relevante paneldebatter, med temaer som fællesskabets infrastruktur, civilsamfundets rolle, hjemmepasning og en eventuel 4-dages arbejdsuge. Men ét emne stod særligt klart for os efter dagen:

Pengene skal følge barnet.

Når vi taler om børn – både på almen- og specialområdet – er det altafgørende, at vi sætter ind med de rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt. Det kræver tid, faglighed og fleksible løsninger. Men vigtigst af alt: Det kræver, at pengene følger barnet – ikke systemet.

Alt for mange børn og familier bliver i dag klemt i rigide systemer, hvor rammerne ikke matcher deres behov. Det burde være indlysende, at én kasse ikke passer til alle. Alligevel insisterer systemet ofte på standardløsninger, og konsekvenserne er alvorlige: mistrivsel hos børn, afmagt hos forældre – og i sidste ende langt højere omkostninger for samfundet, og de berørte parter.

Derfor skal vi turde tænke mere individuelt, mere fleksibelt – og ikke mindst mere økonomisk ansvarligt.

For det handler ikke om, hvor tilbuddet kommer fra – men om, hvad barnet har brug for. Private løsninger bliver ofte mødt med skepsis, men det bør vi gøre op med. Private tilbud er ikke dårlige – tværtimod kan de være et værdifuldt supplement til de kommunale, især når de formår at skabe rammer, hvor børn og familier føler sig set, hørt og mødt med respekt og faglighed.

Det handler ikke om ideologi eller partipolitisk farve. Det handler om virkeligheden. Og virkeligheden kalder på handling.

Men hvordan finansierer vi det?

Vi skal turde stille skarpt på, hvor vi bruger pengene i dag – og om det faktisk giver børnene den støtte, de har brug for. Ét sted at starte er puljen til tabt arbejdsfortjeneste. På landsplan er denne udgift fordoblet og ligger nu på 2,2 milliarder kroner. Det vidner netop om, at mange forældre må trække sig fra arbejdsmarkedet, fordi systemet ikke tilbyder deres børn den nødvendige støtte.

Tænk hvis vi i stedet investerede mere direkte i det rigtige tilbud til barnet – og gav familierne reel valgfrihed – ville færre forældre blive tvunget til at opgive deres arbejde. Det ville både være en mere menneskelig og økonomisk bæredygtig løsning.

Derfor bør vi tage skridtet og sige: Lad pengene følge barnet – ikke systemet. Lad os skabe løsninger, der giver mening for børnene og familierne. Og lad os se de private aktører som medspillere, ikke modspillere, i arbejdet for at give alle børn det bedste udgangspunkt i livet.

For når vi investerer i børnene – investerer vi i fremtiden.